Formandens nyhedsbrev 15. marts 2019

Netop i disse timer sidder man på skolerne og arbejder med de årlige personalejusteringer på folkeskoleområdet. Det faldende børnetal og den øgede søgning til friskoler har været kendt et stykke tid og under normale omstændigheder vil det betyde forflyttelser og fald i antal lærerstillinger. En ubehagelig proces for alle berørte. Men omstændighederne er ikke normale. I mandags vedtog Udvalget for Børn og Familie (UBF) at frigive 6.8 millioner kroner til skolernes disponering i forbindelse med inklusionsindsatsen med det lidt uhensigtsmæssige navn PLC- modellen. Vel og mærke 6.8 millioner kroner for 5/12 skoleår. Det svarer til 16,3 millioner for næste skoleår. 16,3 millioner kroner til ekstra hænder. Det vil være et meget dårligt personalepolitisk tiltag hvis man om en uge annoncerer forflyttelser og fyringer, for så om 14 dage at opslå stillinger til inklusionsindsatsen. Inklusionsindsatsen kunne være blevet, og kan vel stadig blive et vinderprojekt. Men ikke hvis det skydes i gang med forflyttelser og i værste fald fyringer. På tirsdag får kredsformanden lejlighed til at drøfte situationen med Rasmus Andreassen. Forhåbentlig træffes der ingen panikbeslutninger inden da. Ligeledes i mandags vedtog UBF at tilbyde Favrdal/Fjelstrup skole og Gram skole en opdeling således at børne/juniorunivers og ungeunivers opdeles i to selvstændige skoler på line med det er sket på Sdr:Otting- og Lagoniskole. Intentionerne er sikkert gode, men i praksis er det helt håbløst: Gram Skole med to skoleledere, to skolebestyrelser, to MEDudvalg og to tillidsrepræsentanter m.m på én matrikel? Eller Favrdalskolen med én skoleleder for Favrdal/ungeunivers og en anden for Favrdal/Fjelstrup børne/Juniorunivers? Dårlig ide.

Det er til gengæld ikke nogen dårlig ide at komme til generalforsamling på torsdag kl. 17.30 på UCsyd i festsalen. Tilmeldingsfristen på den efterfølgende spisning er desværre overskredet, men der sker jo ikke noget ved at tjekke kredskontoret for eventuelle afbud.

God weekend

Lars Pedersen

Emner

Målgruppe