Formandens nyhedsbrev 24. februar 2023

formand jesper
På baggrund af den megen omtale af folkeskoleområdet i Haderslev, har vi i de forløbne uger i Lærerkredsregi været i dialog med hhv. borgmester Mads Skau, skolechefen, formandskabet for skolelederne og vi har diskuteret rammer og vilkår i FagMED.

På baggrund af den megen omtale af folkeskoleområdet i Haderslev, har vi i de forløbne uger i Lærerkredsregi været i dialog med hhv. borgmester Mads Skau, skolechefen, formandskabet for skolelederne og vi har diskuteret rammer og vilkår i FagMED. Dialogerne er naturligvis forskelligartede, men ønsket om at lave god folkeskole er heldigvis ensartet! Vi vil naturligvis gerne have elever, der både klarer sig og trives godt, men vi er ikke altid helt enige om, hvad der skal til, og hvordan vi når dertil. Vi i Haderslev Lærerkreds vil vedvarende holde fast i at god skole kræver kontinuerligt fokus på undervisningsopgaven, hvor vi som lærere har tid til det enkelte barn. De mangeartede funktioner og den kontinuerligt mere og mere komplekse opgave, der er forbundet med undervisning, nemlig registreringer, vurderinger, dokumentation, feedback, løbende opdatering mv. gør at fokus på kerneopgaven bliver sløret eller i værste fald helt utydelig. Derudover er de øvrige forhold, der vedkommer undervisningen, nemlig samarbejde med forældre, samarbejde med Det rådgivende team og samarbejdet uu-vejlederne vigtigt, men også tidskrævende. Dét vi derfor ikke er enige om er, at lærerne eksempelvis skal have et højere undervisningstimetal. Det oprindelige ”værn” på et maksimalt undervisningstimetal på 750 timer for en lærer i almenskolen, er desværre ikke et værn, der fungerer som en reel beskyttelsesforanstaltning. Det håber jeg, det bliver. Vi har netop inviteret Børne- og Familieudvalget til at mødes til dialog om den aktuelle situation i Haderslev kommunes skolevæsen og til videre drøftelse af ”Sammen om skolen”. Mon ikke evaluering af oplæggene vedrørende ”Styrkelse af almenområdet”, De fire fælles mål og skoletildelingsmodellen også vil blive drøftet.
I efteråret henviste jeg i et af mine Nyhedsbreve til Vejen kommune og deres ualmindelig tåbelige besparelsesforslag, hvor de ville erstatte tre almindelige undervisningstimer om ugen i udskolingen med computerundervisning og selvstudier. Det slap de heldigvis ikke afsted med i første omgang, men min bekymring er, om det fremadrettet risikerer at blive en løsningsmodel på den lærermangel vi ser ind i. https://www.folkeskolen.dk/it-i-undervisningen-kommunal-okonomi-laerermangel/efter-mode-med-ministeriet-vejen-vil-nu-genoverveje-laererlose-timer/4701601
I går torsdag skrev Folkeskolen, at 9 ud af 10 skoler har gjort skoledagen kortere, og at mange skoler har valgt at fjerne langt det meste af den understøttende undervisning. Det synes jeg er en rigtig god idé, især hvis ressourcerne går til to-lærerordninger, der kommer alle klassetrin til gode. https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-skolepolitik-christiansborg-understottende-undervisning/mange-skoler-bruger-ekstra-frihedsgrader-til-at-fjerne-store-dele-af-den-understottende-undervisning/4701856 Næste Nyhedsbrev udkommer fredag den 10. marts. Rigtig god weekend.
Med venlig hilsen
Jesper Skovsbøl Rasmussen
Kredsformand

Emner

Målgruppe